mandag den 18. november 2013

Førstegangs hundeejer


Når du vælger din første hund er det vigtigt præcis at finde ud af, hvad det vil sige at være hundeejer. Alt for mange køber en hund uden rigtig at tænke over det ansvar man lige pludselig står med, hvilke tit fører til aflivning af hunden inden den er fuldvoksen. Mellem 10.000 og 15.000 hunde bliver aflivet hvert år, fordi ejeren ikke har været klar til det. Typisk aflives hundene fordi ejeren alligevel ikke havde tid til den, den var for svær at opdrage, eller fordi den var destruktiv. Alt for mange sunde og raske hunde bliver aflivet pga. det. Og hvis ikke hunden bliver aflivet, så bliver den smidt af på et dyreinternat, og får måske eller måske ikke et nyt hjem. Dette er ikke hundens skyld men ejeren. I begyndelsen af efteråret fulgte jeg med i serien om Rødovre Dyreinternat, og sjovt nok var der i hvert afsnit altid nye hunde der var kommet til, da deres ejere ikke kunne tage sig af dem. Jeg mener, at som hundeejer har du et ansvar over for din hund. En hund er ikke en genstand du bare kan smide ud, når du synes den bliver for besværlig eller bare ikke længere gider den længere. Som ny hundeejer er det derfor super vigtigt, at gøre sig klar på hvad det indebærer at have en hund. Inden du skaffer dig en hund, bør du vide hvad det kræver at have en hund. Det er selvfølgelig vigtigt at læse grundig op på de forskellige racer der er, men det er også vigtigt, at du finder ud af hvad det koster at have en hund og om det overhovedet passer ind i din økonomi. Har du råd til maden, legetøjet og alle dyrelægebesøgene? Hvis du har en stor hund på lidt over 40 kilo, vil det nok komme til at koste dig over 11.000 kroner årligt! Men pengene er selvfølgelig ikke det eneste du skal have styr på. Du skal også tænke dig godt om, om du virkelig har tid til en hund. At have en hund betyder gåture i alle slags vejr, såsom regnvejr og snestorme. Intentionerne starter altid ud gode, men når så vejret bliver dårligt, bliver det tit bare til en tur ud i haven. Alle hunde har brug for motion, og hvis ikke de får det, kan det føre til adfærdsproblemer, og hunden kan ende med at lade sin energi gå ud over dine møbler. At have en hund betyder gåture mindst 1 time dagligt. Nu kan du så tænke på, hvilken hund du skal skaffe dig, hvilke nok er den vigtigste ting at ramme rigtigt. Først skal du beslutte dig, om du vil have en ren race eller en blandingshund. Begge har fordele og ulemper, som du burde læse op på. Med en blandingshund ved du aldrig rigtig hvilken slagt hund du får, men de er til gengæld normalt billigere når det kommer til besøg hos dyrelægen. Racehunde derimod, kan du sætte dig præcis ind i, hvilken hunderacer der ville passe perfekt til dig. Når du vælger hvilken hunderace du vil have, er det vigtigt at finde ud af, hvor aktiv hunderacen er, hvor stor den bliver, og om den er selvstændig eller er ved din side konstant, og så vide hvad du kunne tænke dig i en hund. Nu er du så klar til at blive hundeejer! Det er ekstremt vigtigt at gøre alle disse ting, for vi behøver ikke flere hunde der bliver aflivet fordi de har en uansvarlig ejer. Husk at der er så mange hunde ar vælge i mellem, så det er vigtigt at tage sig god tid. Hvis du gør dette kan du ende med en ny bedste ven!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar